Hvordan har det amerikanskrussiske forhold udviklet sig siden 2001

Indledning.

USA er, for nuværende, verdens eneste reelle supermagt. Det er de på trods af mange andre landes store økonomiske vækst, så som Kina, og på trods af, at USA på ingen måde har eneret på atomvåben, heller ikke når man taler et stort antal af disse våben. USA's unikke og stærke rolle på den internationale scene gør, at mange lande, deriblandt Danmark, i større eller mindre grad har lagt deres politik op af verdens eneste supermagt. USA blev imidlertid rystet i sin grundvold, da der blev kapret fire fly den 11. september 2001. De fire fly blev brugt som selvmordsbomber, og tre af dem ramte deres mål, henholdsvis én i Pentagon i Washington og én i hvert af de to tårne, der udgjorde World Trade Center i New York. Det blev fra amerikansk side fastslået, at den internationale terrororganisation Al-Qaeda stod bag, og daværende præsident George W. Bush indledte hvad han kaldte Krigen mod terror. I Europa blev krigen mod terror i første omgang mødt med skepsis, det blev i første omgang anset for at være et udtryk, ligesom krigen mod fattigdom i 1960'erne og krigen mod narkotika i 1990'erne, altså ikke en reel krig, men nærmere en række tiltag, der skulle gøre landene mere sikre.[1]

Terrorangrebet på USA og den efterfølgende krig mod terror betød, at mange lande, inklusiv USA, kom med rettelser til deres nationale sikkerhedsstrategier og i mange tilfælde også omlagde deres udenrigspolitik for at lægge en hårdere linje over for lande, der var mistænkt for at huse terrorister. Efter den 11. september 2001har verden været splittet op mellem lande, som støttede USA i deres jagt på terrorister verden over, og de lande, der ikke støttede krigen. Men nogle af de lande der har støttet krigen, har formået at bruge den for egen vindings skyld og har udnyttet at drastiske midler pludselig blevet acceptable at benytte sig af, så længe det foregik i terrorbekæmpelsens navn, for eksempel Rusland – Georgien-konflikten.[2]

Nogen mener at vestlige lande ikke skal frygte Rusland som en egentlig militærmagt da Rusland aldrig ville få held af at angribe et vestligt land på grund af NATO og især USA. Man skal dog frygte Ruslands omgang med de store mængder våben de har liggende på lagre rundt om i det enorme land, også atomvåben og viden herom. Rusland har før været anklaget for at ville sælge alt så længe prisen var rigtig, det værende gas til vesten eller videnskabsmænd, teknologi og våben til slyngelstater. Som terrorekspert og forfatter Jessica Stern skriver det: ”The most significant threats to US national security now arise not from Russia's military might but from its weakness”.[3]

Med det I baghovedet kan man under sig over hvorfor USA, som fik meget støtte og sympati fra omverdenen efter begivenhederne den 11. september 2001, ikke øjensynligt har skruet bissen på over for Rusland, for at stoppe den holdning og deres samhandel med slyngelstater.[4]

Ydermere kan man undres over, at tonen ikke er hårdere de to lande imellem eftersom Rusland ikke gav noget reelt styrkebidrag til hverken Afghanistan- eller Irak-krigene, men derimod begyndte at afskære energiforsyningen til nogle af de lande i Europa, som netop giver styrker til støtte for USA i krigen mod terror verden over.

Denne forundring ligger til grund for følgende problemformulering

Problemformulering.

Hvordan har det amerikansk–russiske forhold udviklet sig siden 2001 og den amerikanske erklæring af krig mod terror, og hvorfor lige netop den udvikling?

Afgrænsning.

Jeg vil fokusere på, hvordan USA har ændret deres sikkerhedspolitik siden 1999, og hvordan det har haft indflydelse på deres syn og samarbejde med Rusland med specifik fokus på Krigen mod terror, og hvordan de to lande samarbejder om det problem. Jeg vil kort nævne Ruslands energi indflydelse i Europa men ikke komme med en analyse eller en længere redegørelse for indvirkningen. Ruslands energi er alligevel en relevant pointe at kigge på i forbindelse med denne opgave eftersom det er blevet et mere og mere anvendt udenrigspolitisk middel fra Ruslands side. Det kan derfor medvirke til at belyse de russiske handlinger, og derved landets egentlige mål.

Krigen i Irak vil ikke blive diskuteret da den ikke ses som værende afgørende for det amerikansk–russiske forhold. Den nye krig i Afghanistan belyses derimod kort og det vurderes at de vigtigste krigsmæssige konklusioner kan drages på baggrund af denne.

Valg af empiri.

De internetkilder, jeg har brugt er sandsynligvis mere usikre end de bøger, jeg har benyttet. Jeg har forsøgt at gøre artiklerne fra Internettet mere sikre ved at benytte artikler fundet via ”Ebsco Host”, som Hærens Officersskole har købt sig adgang til og de vurderes at være af høj standard i forhold til andre sider.

Teksten af Sagtu, Ko er en neo-realistisk tekst, og eftersom jeg ikke har intentioner om at benytte mig af den neo-realistiske teori, undlader jeg at anvende noget af hans analyse eller konklusioner og bruger kun de hændelser og samarbejder, han beskriver.

NSS (National Security Strategy) 1998 og 2002 anvendes i stor udstrækning eftersom det er et dokument der er udarbejdet af den amerikanske regering omhandlende de sikkerhedspolitiske problemer som administrationen har erkendt og hvad de vil gøre ved dem. Grunden til at National Security Strategy 1998 og 2002 er udvalgt er fordi at der skete et spændende skift, ikke bare i administrationen, men også i selve måden at fører udenrigspolitik på i USA og den udvikling er meget interessant at belyse. Samtidig blev National Security Strategy 2002 udgivet og udarbejdet med terrorangrebet på New York i 2001 frisk i erindring og kan derfor være med til at belyse hvordan USA ser problematikken med terror.

Teori.

For at kunne analysere forholdet mellem de to lande vil jeg bruge nogle af de teorier, der findes, omhandlende international politik. Men for at kunne bruge disse teorier skal det først klarlægges, hvordan de forskellige teorier beskriver verdenssamfundet. Her vil jeg specielt kigge på, hvordan hver teori kigger på sikkerhed, og hvordan de ser på udviklingen inden for staterne. Jeg vælger at bruge to teorier for at få flere indgangsvinkler på min problemformulering. Jeg forventer at kunne få et mere nuanceret billede af USA og Rusland og derved flere forklaringer på hvorfor de handler som de gør.

Jeg vil analysere ud fra en realistisk tilgang, da den ser på staten indadtil. Den kan samtidig vise de grunde, der kan være for et enkelt land for at afskrække eller lægge sig op af et andet land, da realismen ser på at styrke staten. Derudover ser realismen meget på atomvåbens rolle i magtspillet mellem to lande, og da netop Rusland og USA er de to lande i verden med flest af disse våben ses det naturligt også at undersøge, om de fortsat spiller en betydelig rolle. En af realismens store teoretikere, Hans Morgenthau, beskriver, at realismen handler om magt og kontrol, som man kan opnå ved at bruge politiske teknikker[5]. Endvidere ser realismen verden som værende cyklisk, forstået på den måde, at de samme mønstre går igen og igen og på trods af det er i konstant anarki[6]. Anarkiet opstår fordi at det, jævnfør realismen, ligger i menneskers natur at være magtbegærlige og derfor kun vil styrke sit eget standpunkt. Staterne anses for at være de klart stærkest aktører, da NGO'er (ikke-statslige organisationer), virksomheder og lignende ikke anses som værende magtfulde nok til at kunne skabe væsentlige ændringer i den internationale politik. Morgenthau beskriver ligeledes at militærmagt eller truslen om militærmagt er det vigtigste magtmiddel en stat har, derfor er det også naturligt at se på hvordan et land bruger sit militær og om der bliver udviklet eller skåret ned på det.[7]

Jævnfør realismen kan der godt være længere perioder med fred mellem staterne, men aldrig en varig fred. Det siges ud fra en betragtning om, at verdens lande er styret af interesser om størrelse, udvikling, indflydelse og så videre. Ifølge realisterne vil perioderne med fred være præget af stater, der holder en magtbalance ved at være militært meget stærke og derved afholder andre fra at angribe. Det så man under Den Kolde Krig, hvor der herskede fred i Europa igennem adskillige årtier, de to supermagter afholdte simpelthen hinanden fra at angribe på grund af den garanterede gengæld med atomvåben, som modparten ville levere.

Derfor ser realismen også det bipolare verdenssamfund som det mest stabile, da der aldrig vil være én stat, der kan påtvinge alle andre deres vilje som tilfældet kan være i en unipolar verden. Statsmanden er i realisternes øjne en helt central figur, han skal gøre alt, hvad han kan, for at sikre staten overlevelse, også selv om det betyder at lyve, bedrage og slå ihjel[8]. På den baggrund anses det af realister også for værende ulogisk at forsøge at analysere en tale eller lignende fra en statsmand, da man aldrig kan være sikker på at talen kan være sand eller falsk. Man skal derimod fokusere på de handlinger en stat foretager sig for at kunne erkende statens egentlige mål eller hensigt.

På trods af at den bipolære verden er den ideelle for en realist, vil det dog stadig være ulogisk for USA at være villig til at hjælpe Rusland tilbage til fortids styrke, da der også er store fordele ved at være verdens eneste supermagt. Det ville derimod være logisk for Rusland at have et ønske om at genvinde lige netop den styrke, da det også går fint i tråd med realismens ide om at rage magt til sig og styrke staten.

Jeg vil også anvende neoliberalisme, som søger at fremme fred ved udvikling af regimer. Det forventes derfor, at den kan vise, om USA har åbnet døren for et tættere samarbejde med Rusland, eller om de søger samarbejde med andre lande, eventuelt lande, der kan hjælpe til med at bære det amerikanske synspunkt frem i den russiske region. Neoliberalismen anser også enkeltpersoner, virksomheder, organisationer, ikke-statslige organisationer og andre interessegrupper som værende aktører i international politik[9], i modsætning til realismen.

Den lineære verdensudvikling, som neoliberalismen beskriver, står i skærende kontrast til realismens cykliske og forventes derfor at kunne hjælpe til med at belyse min problemstilling fra en anden vinkel. Den lineære udvikling startede i 1970'erne, hvor den vestlige verden oplevede et opsving på grund at den stigende interdependens, og hvor mange stater, som tidligere ikke kunne spille med på det internationale plan, pludselig fik chancen[10].

Netop interdependens er det helt store nøgleord inden for neoliberalismen. Den forklarer, at verdensfreden bliver fremmet, ved at staterne handler mere og mere med hinanden og derved opbygger et afhængighedsforhold på tværs af landegrænserne. Derved bliver det simpelthen for dyrt for staterne at gå i krig med hinanden, fordi de kommer til at gå glip af store indtægter igennem samhandlen med det land, samt at der over tid kommer til at ske en kulturel udveksling og derved gensidig forståelse for hinanden. Det vil sige, at neorealismen ikke blot ser på den militære magt og afskrækkelse, som er det helt store kort for realisterne.

På baggrund af dette anses denne teori for at være god til at belyse de tiltag, der eventuelt måtte være taget for at bringe USA og Rusland tættere sammen via ikke statslige organisationer og lignende.
Metode.

Jeg vil lægge ud med at definere betegnelsen ”terrorist” og finde ud af hvad der driver terrorsiter. Det gør jeg, fordi at krigen mod terror er en central del af min opgave, og fordi at terrororganisationer som Al-Qaeda ikke ligner nogen af de konventionelle fjender, som man ofte ser i forbindelse med international politik, når man kigger på staters magtmidler over for hinanden.

Derefter vil jeg lave en redegørende analyse for, hvilke ændringer der er sket i National Security Strategy 1998 i forhold til den nyere National Security Strategy 2002. Her vil jeg primært benytte mig at den neo-liberalistiske teori og belyse, på hvilke måder udviklingen enten har bragt den nye National Security Strategy mere eller mindre i tråd med den neo-liberalistiske tankegang i forhold til den gamle. Dette gøres for at give et grundlag for at forstå, hvordan USA ser sig selv og den omverden som de står i, inden for den tidsperiode jeg vil koncentrere mig om.

Herefter vil jeg komme med en redegørende analyse, for de internationale handlinger som Rusland har vist i tidsperioden. Disse handlinger bliver primært analyseret ud fra den realistiske metode og skal give et billede af, hvordan Rusland ser sig selv, og hvordan den forholder sig til resten af verden.

Derefter følger et kapitel, hvor det diskuteres, hvorledes de to lande samarbejder om krigen mod terror, og hvordan de to landes interne forhold og forståelse for sig selv giver udslag på deres indbyrdes samarbejde.

Herefter følger en konklusion, som vil besvare min problemformulering med baggrund i den analyse, der er udarbejdet i de foregående kapitler.

Hvad er terror.

Jeg vil her beskrive, hvordan terror bliver opfattet, med henblik på, at læser og forfatter har samme udgangspunkt og referenceramme.

Kort inde i det 21. århundrede, nærmere bestemt den 11. september 2001, fik verden og specielt USA, et nyt verdenssyn. Terroraktionen mod Word Trade Center og Pentagon i henholdsvis New York og Washington i USA og de cirka 3000 døde og over 6000 sårede, de bragte med sig, gav en ubehagelig start på det nye årtusinde, og nu cirka et årti efter kan vi stadig mærke efterskælvene efter den dag. Men hvad motiverede disse mennesker til at begå disse handlinger og hvad motiverede Al-Qaeda gruppen, som viste sig at stå bag angrebet.

Terror kan have mange ansigter, og ordet alene er blevet brugt igennem århundreder med svingende aktører og midler. Men ordet har næsten altid været negativt ladet og er blevet brugt som en måde at propagandere sin modstander på, ved at få ham til at fremstå som en kujon eller militær underlegen. Modsætningen til at blive kaldt for ”terrorgruppe” og ”terrorist” ville være at blive kaldt ”frihedsgruppe” og ”frihedskæmper”, som klinger noget mere positivt og emmer af de godes kamp mod de onde. I mange år er terrorisme blevet synonymet med angreb på civile, om så det er militære enheder, der gennemfører angrebet, som for eksempel Københavns bombardement i 1807 eller de allieredes luftbombardement af Dresden i februar 1945, eller om det er enkelte grupper, som for eksempel danske frihedskæmpere, der henrettede civile danskere, der samarbejdede med besættelsesmagten under Anden Verdenskrig. Formålet med de givne eksempler var henholdsvis at afskrække en regering, et helt lands befolkning og enkeltindividers videre engagement for eller imod en bestemt sag.

En anden ting, historien også har vist os omkring terror, er, at handlingen bliver nødt til at være så brutal eller overraskende og uforudset, at den sætter gang i en massiv chokbølge af frygt, som minimum igennem hele din modstanders, og helst hele verdens, verdensopfattelse. Man så for eksempel Nazi-Tysklands terrorbombning af London i løbet af Anden Verdenskrig ende med, at Storbritannien faktisk stod mere sammen som nation, end den måske ellers ville have gjort.

Angrebet på henholdsvis København i 1807 og Dresden i 1945 var af så ødelæggende og dræbende omfang, at modstanderen, i dette tilfælde Danmark og Nazi-Tyskland, ikke kunne sidde det overhørigt og derved blev målet opnået. Al-Qaedas angreb på USA i 2001 var ikke nær så altødelæggende som de foregående eksempler, dog var symbolværdien af en helt særlig grad. Her havde man en gruppe underprivilegerede folk fra mellemøsten, som rejste til USA, anvendte amerikanske uddannelsestilbud og teknologi til at tilegne sig de egenskaber der skulle til for at gennemføre angrebet, og herefter kaprede de amerikansk producerede Boeing fly fra ”American Airlines” og fløj dem ind i ikke bare USA's men hele den vestlige verdens symbol på velstand og økonomisk fremgang, nemlig World Trade Center og i verdens største magts forsvarsministerium, Pentagon.

Det at USA kunne bliver angrebet så overraskende og uden varsel af folk, man havde anset komme fra underudviklede lande, var et kæmpe chok. Alene at USA's fastland kunne blive angrebet af en udefrakommende organisation var et kæmpe chok! Rystelserne gik verden rundt allerede inden Al-Qaedas aktion var tilendebragt, og hele verden kunne følge med i live TV, da fly nummer to fløj ind i det andet af tvillingetårnene i New York. Globaliseringen og den måde, vi udveksler informationer, spillede en rolle i denne aktion, som man aldrig har set mange til før. Alle medier i verden var fyldte med rapporter omkring angrebet længe efter, og dagene efter begyndte aktierne at rasle ned på børser verden over. Målet var nået, en verdensomspændende chokbølge af hidtil usete proportioner.

Måden vi ser terrorisme på i dag er naturligvis meget præget af den erfaring, vi har haft med det her i Danmark og til dels i den vestlige verden. I Danmark har vi sjældent benyttet os af terrorisme eller guerillakrig. Det var anvendt under Anden Verdenskrig, men blev aldrig gjort i stor målestok. Det blev højest til et afsporet tog eller et sænket skib, der lå i havn. Grunden til dette ligger nok i, at vores frihed og nationalfølelse ikke har været voldsomt undertrykt i nyere tid, selv under Anden Verdenskrig kunne man bevæge sig frit inden for landets grænser, og man levede i relativ frihed. Ser man til gengæld på moderne terroristers baggrund, kommer de ofte fra lande der udøver et meget totalitært styre over sin befolkning, som for eksempel Saudi Arabien, Irak under Saddam Hussein og Afghanistan under Taliban. Det kan godt være, at mændene ikke kommer fra de mest undertrykte familier i disse lande, men de er selvfølgelig påvirket af den tankegang og de normer, der hersker i deres hjemland, og den nemmeste måde at undskylde et totalitært styre er, hvis man kan overbevise befolkningen om at man derved beskytter dem fra et større onde, for eksempel vesten.

Men er det bare had til vesten, der ligger bag deres handlinger? Hvorfor ser organisationer det nødvendigt at skræmme verden på den måde? Mange mener, det er på grund af fattigdom og den deraf følgende sult og generelle elendighed, men hvis man kigger på nogle af verdens andre terrororganisationer så som IRA i Storbritannien, ETA i Spanien, Bader-Meinhof banden i Tyskland, Timothy McVeigh og militante grupper i USA, Hamas i Israel og Hezbollah i Libanon, FARC i Colombia, de Tamilske Tigere i Sri Lanka, Pakistanerne i Kashmir, og tjetjenerne i Rusland kan man se at ikke alle grupperne kommer fra elendige levevilkår og derfor må være drevet af andet end trangen til at være mæt og føle sig sikker[11].

Mange af disse terrorgrupper kæmper af helt andre mere ideologiske årsager, om så det er retten til et stykke land, som de mener retmæssigt er deres, eller om det er religiøse årsager. Der vil altid være grupper, der kæmper for deres egen agenda, men bare fordi de kommer fra fattigere lande, end hvad vi er vant til at se i vesten, gør ikke nødvendigvis manglen på penge til roden af problemet.

Kap. 2

Udviklingen fra National Security Strategy 1998 til 2002.

I det følgende kapitel vil jeg beskrive hvordan, den amerikanske National Security Strategy fra 1998 og 2002 beskriver tre hovedområder, og hvilke ændringer man kan se ud fra de to strategier. Netop disse to National Security Strategies er interessante på grund af begivenhederne den 11 september 2001. Denne handling har nemlig vist sig at være meget dimensionerende for den amerikanske udenrigspolitik i starten af det nye årtusinde.

Målet.

Målet med en National Security Strategy er at beskrive, hvilke trusler landet står overfor, og hvordan man har tænkt sig at håndtere dem for at holde landet og befolkningen sikker. National Security Strategy fra 1998 beskriver desuden, at den vil søge at fremme velstand og velvære i befolkningen[12], og at dette skal opnås ved at udnytte det stærke forhold og den indflydelsesrige situation, som USA står i over for dets samarbejdspartnere, samt at den har muligheden for at påvirke politikken i de lande, der kan indvirke på USA's nationale velvære[13].

National Security Strategy 1998 beskriver, hvordan dette mål ligeledes skal søges opfyldt ved at fremme en verden, hvor demokratiske værdier og menneskerettigheder bliver værdsat, og hvor spredningen af nukleare, kemiske og biologiske våben skal forebygges. Områder som den frie markedsøkonomi og det internationale fællesskab skal også udbygges for herigennem blandt andet at udbygge ikke-statslige organisationer som støtter op om, specielt, menneskerettigheder og demokratisering, endvidere skal en styrkelse af disse ikke-statslige organisationer hjælpe til med at imødegå humanitære katastrofer, skabe grobund for konsultation i stater, hvor civile konflikter finder sted samt at hjælpe til med at håndtere flygtningekriser[14].

Mange af disse pointer stemmer godt overens med, hvad neo-liberalisterne ser som værende grundlaget for fred. Skaber man et tættere fællesskab mellem nationer og en interdependens, hvor staterne bliver afhængige af hinandens gensidige ydelser skaber man samtidig nogle bånd, som vil være meget smertefulde for en stat at bryde, ved for eksempel at engagere sig i en konflikt med den pågældende stat eller dets allierede.

National Security Strategy fra 2002 har et lidt anderledes defineret mål. Den beskriver, hvordan USA befinder sig i en tid, hvor den har en magt og en indflydelse i verden, som er uden fortilfælde og uden sammenligning. Denne magt og styrke skal bruges til at promovere en magtbalance, der favoriserer frihed[15]. National Security Strategy fra 2002 ser tilbage på historien hvor den bipolare verden har været dominerende, og hvor stridigheder om race, nationer og klasseforskel endelig er blevet fejet til side. Den erklærer endvidere, at USA ikke er truet nær så meget af eroderende stater, som den er af fejlende stater. Den beskriver ligeledes, at den eneste løsning er at besejre disse trusler, både mod USA men også mod dets allierede og venner[16].

USA beskriver i National Security Strategy 2002, at det er vigtigt at klart definere, hvad USA står for, når den forsøger at opnå disse mål. Her nævnes det, at USA står for frihed og retfærdighed, eftersom disse principper er rette og sande[17] for alle mennesker alle steder.[18] Slutteligt er det beskrevet, at USA, ved at drage på erfaringer fra vores fortid og benytte sig af de muligheder de har i dag, må starte med kernesagerne, nemlig at søge mulighederne for at udvide friheden[19].

National Security Strategy 2002 kommer allerede her til at stå i kontrast til National Security Strategy 1998, ikke kun på grund af de handlinger, den beskriver, men på grund af det ordvalg, der bliver anvendt. Et andet eksempel er:

“We will champion the cause of human dignity and oppose those who resist it.”[20]

Her gives der udtryk for, at USA vil være forløberen for alt, hvad der er ret og godt, samt tage sig af alle, der kommer på tværs af deres definition af dette.

National Security Strategy 2002 ligger ikke så meget vægt på at beskrive det internationale samarbejde, og at det skal være igennem disse at målet skal nås. Til gengæld skal stater påtvinges den amerikanske definition af frihed. Det går ikke godt i tråd med den neo-liberalistiske ide om interdependens og at ikke-statslige organisationer kan være en aktør og være med til at sikre fremskridt og fred i verden.

Terror.

Terror er blevet det helt store emne i det nye årtusinde, og i dette afsnit vil jeg opstille, hvordan National Security Strategy 1998 og National Security Strategy 2002 adskiller sig fra hinanden om dette emne. Fokus bliver lagt på terror, eftersom USA kort efter 11. september 2001 indledte deres krig mod terror, som har påvirket hele verden og fortsat gør det.

Ud fra det syn, som National Security Strategy 1998 lægger for dagen, er terrorisme et onde, som vi desværre selv gør os mere og mere udsatte for. Den beskriver, hvordan de samme kræfter, som binder staterne tættere sammen og øger interdependensen, samtidig gør os mere sårbare over for ekstrem nationalisme, terror, kriminalitet med videre, da ingen af disse ting er begrænsede af landegrænser[21]. Det bliver altså lettere for terrorister at krydse grænser og bevæge sig frit uden at vække opmærksomhed, på grund af at der foregår så megen handel og trafik mellem verdens lande. Måden dette skal imødegås er, jævnfør National Security Strategy 1998, en tættere koordination mellem statslige-, føderale- og lokale organer, herunder også USA's forsvars- og indenrigsministerium[22]. Altså skal organerne lære at vidensdele og samarbejde mere og derved skabe et samlet billede af, hvad der foregår indenfor og udenfor USA's grænser, i stedet for at have 4 eller 5 separate anskuelser. På den måde skal det blive sværere for terrorister at indhente materiale og efterretninger, som falder under forskellige organers ansvarsområde.

Terrorisme beskrives som et stort problem i National Security Strategy 1998 eftersom den sjældent kan stedfæstes og ofte bevæger sig på tværs af landegrænser. Det er naturligvis et problem, når terrorgrupper relativt frit kan bevæge sig over landegrænser, men stater er nødsaget til at respektere dem. Derfor ser National Security Strategy 1998, at løsningen på problemet er et tættere samarbejde og koordination mellem staterne og deres politistyrker. USA vil i det henseende styrke deres interne efterretningsorganer og politistyrker for at kunne samarbejde mere effektivt inden for USA's egne grænser[23]. Erkendes det for eksempel, at en terrorgruppe har celler i flere lande, kræver det mere, end at blot ét land anholder en celle, hele gruppen skal tages ud, før den ikke længere er en trussel og det kræver koordination, aftaler og indsigt i hinandens efterretningsbillede på tværs af staterne.

Det beskrives ligeledes, at det anses for værende vigtigt at udvide militære alliancer og partnerskaber med for eksempel Rusland og Ukraine for at promovere fri handel via World Trade Organization for på denne måde at involvere disse lande i en multinational koalition, der kan bekæmpe terrorisme, korruption og kriminalitet[24]. Grunden til det er den samme grund, som anføres, for at organerne i USA skal arbejde tættere. Målet for USA er at skabe et sammenhængende terrorbillede, både nationalt og internationalt, så de kan monitere grupper og individer, der kunne have planer om terror mod USA eller dets allierede.

USA erkender at landet i fremtiden i stigende grad vil være mål for blandt andet terrorister, som vil være tilbøjelige til at angribe amerikansk jord, og at dette sandsynligvis vil ske på ukonventionel vis. Skulle et angreb på amerikansk jord blive en realitet, på trods af bestræbelser på at forebygge dem, vil USA være beredte til at minimere skaden og slå afgørende igen over for gerningsmændene[25].

I National Security Strategy 2002 er skrevet kort efter terrorangrebet den 11. september 2001. Samtidig er der kommet en ny præsident og administration i Det Hvide Hus, som har afløst den tidligere Demokratiske William Jefferson"Bill"Clinton med den Republikanske George Walker Bush. National Security Strategy 2002 var den første National Security Strategy George Walker Bush og hans administration udviklede, og den blev blandt andet derfor kaldt for 'Bush-doktinen'.

Man kan ud fra National Security Strategy 2002 udlede, at USA ser terror som den nye store trussel mod landet, og at man skal have fokus på radikale grupperinger over hele verden, og ikke kun blandt de mellemøstlige lande[26]. Man er også klar over, at krigen mod terror ikke bliver kort og overkommelig. Den beskrives som et globalt problem, og der skal derfor en global indsats af uvis længde til for at standse den[27]. Det viser, hvor fuldstændigt USA går ind i denne krig og har til hensigt at følge den hele vejen.

Måden hvorpå USA vil opnå en succesfuld, global indsats mod terror er ved at opfordre frie lande, som er afhængige af en sikker verden, til at stoppe spredningen af våben og instruere udviklingslandene til at styre deres land klogt allerede fra starten. Alt dette skal styres ved, at lande, der ikke gør dette, skal kunne holdes ansvarlige for deres handlinger, eller mangel på samme[28]. Det er derfor også i USA's interesse at udvikle og støtte frie, demokratiske lande med henblik på at få dem til at indse, hvor stor en trussel terrorisme er for dem, og hvor vigtigt det derfor er at for dem at dæmme op for det. Derved skaber USA et større fællesskab med et fælles mål, et fællesskab, der måske også kan være nyttigt i fremtiden.

Tonen over for terror i National Security Strategy 2002 bliver for alvor slået an i kapitel III, hvor den beskriver, hvordan terror er den laveste form for handling, og at alle legitime problemer skal adresseres via en diplomatisk tilgang. Den fortsætter med at sige, at USA ikke, under nogen omstændigheder, vil forhandle med terrorister, og at lande, der støtter terrorister eller huser dem, vil blive behandlet på samme måde som terroristerne selv[29]. National Security Strategy 2002 bringer krigen i Afghanistan frem som et eksempel på hvor alvorligt den vestlige verden, med USA i spidsen, mener krigen mod terror er, og at den lærestreg, som Talibanregimet har fået, burde tages til efterretning af terrorister både hos amerikanerne og i resten af verden[30]. Krigen i Afghanistan bliver nævnt som en succesfuld befrielse af landet fra Taliban, på trods af at National Security Strategy 2002 er udgivet under et år efter, at amerikanske og allierede styrker har væltet Talibanstyret i Kabul. National Security Strategy 2002 ligger ikke nogen vægt på, hvordan en eventuel nationbuiliding eller statbuilding skal finde sted og slet ikke, hvordan Taliban står i resten af landet. Argumentet er, at terroristerne i Afghanistan ikke kan operere globalt uden deres hovedsæde, og at denne teori vil kunne bruges på terrororganisationer verden over[31].

USA vil, jævnfør National Security Strategy 2002, imødegå terror verden over ved at støtte de lande, der gør en indsats for at erkende terrorister i deres eget land eller erkender, at et terrorangreb er foranstående mod dem ved at sikre at landet militært, politisk og politimæssigt har de værktøjer, der skal til, for at sikre det udsatte land. Men USA beskriver også, hvordan det vil bruge alt rådig magt, både nationalt og internationalt, for at forhindre terrororganisationer i at kunne planlægge og udføre deres aktioner mod USA eller lande i deres interessesfære. Det er dog ikke kun med hård magt, at National Security Strategy 2002 vil imødegå terroristerne. Den beskriver også, hvordan USA vil fryse al finansiering til terrororganisationer, og hvordan disse organisationer skal hindres i at få adgang til både det internationale og alternative finansielle netværk[32].

Altså lægger National Security Strategy 1998 væsentlig vægt på samarbejdet mellem staterne, både når det kommer til deres politi og efterretningsvæsen, men også når det angår militære alliancer og fællesskaber. Et så tæt samarbejde, som USA lægger op til er fint i tråd med neo-liberalismen og det fællesskab og aftalegrundlag, stater ifølge neo-liberalismen skal søge at opnå. Dog indser National Security Strategy 1998, at terrorproblemet ikke kan løses kun ved at indgå aftaler og samarbejder, den ser at en nødvendig konsekvens af en terroraktion skal være en passende modreaktion, som rammer hårdt og dybt i den organisation, som stod bag. Men som det fremgår af National Security Strategy 1998, ses den hårde magt først virkelig anvendt, når terroraktionen har fundet sted. Der lægges en væsentlig vægt på det forebyggende arbejde med at imødegå dette og indgå samarbejder, som kan hjælpe med at skabe et mere sikkert netværk mellem landene.

Den nyere National Security Strategy 2002 lægger derimod væsentlig vægt på den magt, der skal bruges, med henblik på at standse terroristerne i deres foretagende, og ikke så meget på den forebyggende. Den forebyggende indsats, som National Security Strategy 2002 beskriver, er begrænset til at nægte terrorister penge og råderum, hvorimod det efterretningsmæssige billede og aftaler med andre nationer og organisationer ikke bliver beskrevet særlig meget. Den hårde magt, der bliver lagt meget vægt på, bliver der ikke beskrevet nogen begrænsning på. Den bliver kun beskrevet som værende hård, og at man vil trække på alle midler som USA har til rådighed for at opnå den. Her falder mange af neo-liberalismens hovedpunkter fra. Den manglende fokus på ikke-statslige organisationer og det kun ringe beskrevede samarbejde med andre stater går ikke godt i tråd med neo-liberalismens ideer. Samtidig er den meget omfattende brug af hård magt mere et billede på realismens magt midler frem for neo-liberalismens.

Forebyggende angreb.

Forebyggende angreb eller på engelsk preemptive strikes er en metode, der kan anvendes af lande, der har indikationer på, at et angreb fra en fjendtlig styrke er nært forestående. Formålet er at angribe og tilintetgøre fjenden i et sådan omfang, at han som minimum ikke har kapaciteter til at gennemføre offensive operationer, eller for selv at opnå en strategisk fordel. I forbindelse med terrorgrupper bliver forebyggende angreb anvendt på samme måde, hvor størrelsen af angrebet kan svinge fra at tage enkeltpersoner ud af billedet til at angribe og tage et helt land.

I det følgende afsnit vil jeg beskrive, hvordan USA har udviklet deres vilje til at benytte forebyggende angreb som et virkemiddel over for deres fjender. Igen vil jeg holde National Security Strategy 1998 og National Security Strategy 2002 op mod hinanden for på den måde at vise den udvikling, der er sket på de få år.

Der er flere eksempler på forebyggende angreb i krigshistorien. For eksempel Københavns bombardement i 1807, Ruslands angreb på Finland i 1941 eller Israels Seksdagskrig i 1967. Fælles for alle disse krige er, at den angribende part hver gang søgte at opnå enten en strategisk fordel eller ødelægge fjendes styrker, så han ikke kunne indvirke mod nationen, altså forsvar i form af et angreb. forebyggende angreb er derfor ikke noget nyt, men faktisk et gammelt og effektiv krigsredskab, som tidligere i historien sagtens har kunnet betale sig.

I National Security Strategy 1998 er forebyggende angreb kun nævnt en eneste gang[33]. Den bliver beskrevet som værende en del af USA's evne til at opretholde nationens sikkerhed på højde med den afskrækkende virkning af deres atomvåben. National Security Strategy 1998 beskriver, hvordan USA bliver nødt til at have en robust militærstyrke, som kan gennemføre offensive operationer, så landet ikke kommer til at være en reagerende nation, men at de kan være en agerende nation. National Security Strategy 1998 ser altså evnen til at gennemføre forebyggende angreb som en vigtig evne og nødvendig for, at USA kan sikre sine grænser og dets befolkning.

National Security Strategy 2002 ser forebyggende angreb som et værktøj, der kan anvendes effektivt mod terror, og lægger derfor mere vægt på den i forhold til National Security Strategy 1998. USA giver her udtryk for, at de ikke vil tøve med at handle alene og uden dets allierede, hvis det handler om at beskytte USA eller dets interesser hjemme eller i udlandet. Her beskrives forebyggende angreb som en oplagt måde at gøre det på, eftersom det vil indbefatte, at man vil kunne ramme terroristerne, før de rammer USA's interesser[34].

Som Bush administrationen skriver i National Security Strategy 2002, så har USA før handlet forebyggende og vil gøre det igen. Desto større truslen er mod landet, desto mere vil USA være tilbøjelig til at anvende en forebyggende tilgang og angribe først. National Security Strategy 2002 beskriver, at det dog ikke er i alle tilfælde, at den vil udnytte muligheden for et forebyggende angreb, men føler sig nødsaget til at handle over for landets fjender, som åbent handler masseødelæggelsesvåben og forsøger at gøre USA ondt[35].

For at underbygge den forebyggende kapacitet vil USA blandt andet fortsætte med at udbygge sine militære styrker og sikre deres evne til at udføre hurtige og præcise operationer med henblik på at opnå afgørende resultater[36]. USA vil i den henseende altid være åben om deres hensigt med forebyggende angreb, men forbeholder sig retten til at udføre dem med eller uden deres allierede.

National Security Strategy 2002 ser altså forebyggende angreb som værende af større betydning, end National Security Strategy 1998 gør det. Det gør de ud fra den betragtning, at det har virket for amerikanerne tidligere, og at det giver USA muligheden for at være agerende frem for reagerende over for et eventuelt angreb. Forebyggende angreb er hård magt i sin reneste form, og det faktum at begge National Security Strategies tillægger den en eller anden form for vigtighed for at holde USA sikker fra trusler udefra, er en stærk realistisk tanke.

National Security Strategy 2002 beskriver ligeledes, hvordan USA ikke vil tøve med at gennemføre et forebyggende angreb alene og uden verdenssamfundet fulde accept, hvis USA vurderer det nødvendigt. Dette er også et realistisk træk, som kun underbygges af, at der ikke i nogle af de to National Security Strategies er beskrevet, hvordan man kan undgå brugen af forebyggende angreb via samarbejde eller ikke-angrebsaftaler eller lignende. Der bliver ikke lagt op til at forebyggende angreb kan skiftes ud med noget, og at USA kan bevæge sig over til at bruge mindre hård magt.

Samarbejde med Rusland.

I dette afsnit vil jeg med udgangspunkt i de to National Security Strategies kigge på, hvordan det amerikansk–russiske forhold bliver beskrevet i henholdsvis National Security Strategy 1998 og National Security Strategy 2002. Formålet bliver at se på, hvilken, om nogen, fokus der er på den store ekssupermagt, og hvilke forskelle i samarbejdet mellem de to nationer, de to National Security Strategies beskriver.

National Security Strategy 1998 ser gerne Rusland som en tættere samarbejdspartner end hidtil. Det anses for en god ting, at Rusland indgår i NATO via det såkaldte 'Permanent Joint Council'[37]. Permanent Joint Counicil har til hensigt at skabe et forum, hvor NATO og Rusland kan skabe konsensus og finde fælles fodslag og samarbejde på forskellige områder[38]. Ydermere skal lande som Rusland involveres mere i det europæiske sikkerhedssamfund og Partnership for Peace programmet for at sikre landet og styrke alliancen[39].

Det beskrives ligeledes, hvordan Rusland var to år foran tidsplanen i forhold til StrategicArmsReductionTreaty I (START I)-aftalen om at skære ned på både USA's og Ruslands atomvåbenlagre. START II, en videre atomvåbensbegrænsningsaftale mellem USA og Rusland var allerede aftalt i 1997, og denne aftale skulle bringe begge nationer ned på kun 80% af den kapacitet, de havde under Den Kolde Krig, samtidig var de grove linjer for START III aftalen allerede trukket[40]. USA og Rusland arbejder også sammen om at omkonvertere noget af Ruslands berigede uran, som skulle være brugt i atomvåben, så det kan bruges i kommercielle kræftværk[41].

USA beskriver, hvordan de holder blandt andre Rusland op på deres 'Open Skies Treaty', som skal sikre gennemsigtighed i hinandens militære styrker[42] med henblik på, at man kunne mindske spionagen og den evige frygt for hinandens militær, som herskede under store dele af Den Kolde Krig. Men også på terrorområdet udarbejdede Rusland, USA og flere andre lande en aftale om at bekrige alle former for terror, samt løftet om at ratificere den internationale antiterror-konvention i år 2000[43].

National Security Strategy 1998 bekymrer sig ikke kun om sikkerhedspolitik, den beskriver også, hvordan USA, med hjælp fra blandt andet Rusland, vil samarbejde med dem om at mindske den seksuelle udnyttelse af mindreårige, hjemløshed, vold med videre. Ikke-statslige organisationer bliver også draget ind over dette samarbejde[44]. Men ifølge USA skal Rusland også involveres i organisationer som World Trade Organisation for at få Ruslands økonomi sikret og yderligere i retningen af en fri markedsøkonomi[45].

National Security Strategy 2002 har igen mindre fokus på traktater og aftaler, end den foregående National Security Strategy 1998 havde. USA ser Rusland som et af verdens tre vigtigste lande, der er i gang med store interne omlægninger, og at dette danner håb for en global konsensus om basale principper, som man kan arbejde ud fra[46]. USA forklarer også, at de vil støtte Ruslands arbejde med at forberede sig til at blive optaget i World Trade Organisation[47], men der bliver ikke beskrevet, hvilke traktater eller aftaler der er indgået om, hvad støtten indebærer.

Moskva Traktaten i 2002, også kendt som Treaty on Strategic Offensive Reductions(SORT), som omhandler yderligere nedskæringer på strategiske våben, bliver i National Security Strategy 2002 beskrevet som en vigtig indikation på, at Rusland har foretaget kritiske ændringer i deres tankegang, og at den vil være med at til fremme det langvarige forhold med det Euro-atlantiske samfund og USA. National Security Strategy 2002 understreger, at Ruslands øverste ledere har indset de svagheder, landet har både internet og eksternt, og at mange af USA's og Ruslands interesser overlapper[48]. Moskva Traktaten af 2002 var en yderligere nedskæring i forhold til START III. Men USA lægger også vægt på gamle aftaler, som stadig er gældende, som for eksempel det NATO- russiske samarbejde i form af 'Permanent Joint Council'[49].

Når det kommer til spørgsmålet om samarbejdet med Rusland, ser det ud til, at både National Security Strategy 1998 og 2002 udgaven har samme vision. Målet i begge National Security Strategies er at binde Rusland tættere til både USA, men også til dets allierede i Europa, ikke bare for at styrke de allerede eksisterende alliancer og organisationer som de vestlige lande, men også for at få Rusland til at stå stærkere og mere sikkert, især økonomisk. Det, at USA søger at binde Rusland tættere til Den vestlige verden via et tættere samarbejde med den gamle arvefjende NATO og også for, at de på sigt kan blive optaget i World Trade Organization, er et klart neo-liberalistisk træk, hvor staterne forsøger at binde sig til hinanden for at skabe afhængighed i form af samarbejde og relationer. Ruslands optagelse i flere Vestlige organisationer gør også, at de forskellige lande i Vesten møder russere i flere forskellige arenaer, og det vil uden tvivl kunne skabe en bedre forståelse for hinandens argumenter og referenceramme.

Den russiske ageren.

Ruslands handlinger siger meget om landets egentlige agenda, og specielt realismen lægger stor vægt på handlinger frem for udtalelser og løfter, hvorfor dette kapitel vil handle om Ruslands handlinger set ud fra et realistisk synspunkt. Jeg har valgt at ligge speciel fokus på Ruslands anvendelse af deres langtrækkende bombefly samt eksporten af deres gas. Ligeledes kigges der på hvordan Ruslands holdning til det amerikanske missilskjold. Grunden til at lige netop disse tre punkter er genstand for min fokus er at der har været ekstraordinært meget aktivitet på disse områder inden for de seneste år.

Efter Sovjetunionens fald har Rusland ikke haft status af supermagt, men på trods af at Sovjet lige var kollapset, og store landområder var afgivet fra det store land, ville ledere i det nye Rusland ikke lade stå til. Ruslands første udenrigsminister Andrey Kozyrev sagde allerede i 1992, at Rusland ikke ville stoppe med at være et magtfuldt land, men nu blot ville være et 'normalt' magtfuldt land. Landet ville ikke blot kaste håndklædet i ringen og acceptere et nederlag til vesten, som havde været dens værste fjende i cirka fyrre år. De lovede nu at blive et mere 'forståeligt' land over for de demokratiske lande i verden, og de lovede endvidere at styre landet i en retning, der ville gøre dem klar til et tæt samarbejde med organisationer som WTO, Verdensbanken og G7-landene[50].

Rusland præsterede at holde fast i rollen som stormagt op igennem 1990'erne, og efter at præsident Vladimir Putin blev valgt, begyndte landet at arbejde på at blive mere end blot en stormagt. De ønsker at genvinde den magt og indflydelse, som de havde før Sovjetunionens fald. Ruslands udenrigspolitik kan nu koncentrere sig om at påvirke andre lande i forhold til Ruslands egen politik og derved søge at fremme vækst frem for, som i 1990'erne, at arbejde for primært at sikre statens overlevelse på grund af intern krise og uroligheder[51].

Fly.

Det kom til udtryk især i andet halvår 2007, hvor russiske bombefly optrappede deres gamle vaner fra Den Kolde Krig med at flyve lange togter tæt på NATO-landes grænser. Formålet med disse flyvninger er uomtvistelige og peger på, at Rusland forlanger at blive taget alvorlig, ikke blot på den internationale scene, hvor forhandlinger og traktater alligevel ikke holder megen betydning for realisterne. Flyvningerne bekræfter, at Rusland er en stærk stat med resurserne og kapaciteterne til at gennemføre langtrækkende operationer. Flyvningerne krydsede ikke ind over andre landes luftrum og blev derfor ikke anset som en krænkelse af landets suverænitet og dermed en krigserklæring[52]. De russiske bombefly kom lige nøjagtig så tæt på, at lande som Norge, Danmark og Storbritannien følte sig nødsaget til at sende jagerfly fra deres luftvåben op for at imødegå flyet og minde det om, at man ikke krydser ind i andre landes luftrum ustraffet.

Signalværdien i denne handling er helt abnorm. Togter af denne type har ikke fundet sted siden Den Kolde Krig, hvor både Vesten og Sovjetunionen benyttede sig af flyvningerne for at vise deres formåen og lægge pres på deres modstandere i udenrigspolitiske spørgsmål. Ved at genoptage det gamle mønster ser man Rusland vende tilbage til den samme tankegang, som de havde under Den Kolde Krig, og giver dermed udtryk for den cykliske gang, som realismen mener, verden bevæger sig i. Endvidere viser det også, at Ruslands militær, som man ikke har set som en trussel mod Vesten siden Warszawa Pagtens kollaps, pludselig er en faktor, man skal til at regne med igen.

Gas.

Rusland har ført en mere og mere aggressiv udenrigs politik over for dets nærmeste nabo stater, Armenien, Georgien, Ukraine med videre. Det er specielt på energiområdet, at Rusland har spillet med musklerne og gjort livet besværligt for flere af dets naboer og til tider også for lande længere inde i Europa[53]. Energipolitikken er et af de helt store områder for Rusland, da mange af de omkringliggende lande er afhængige af specielt gas fra det store land. Det giver Rusland et helt ekstraordinært stærkt kort på hånden, når det kommer til udenrigspolitiske problemstillinger med dets naboer. Rusland har tidligere vist, at de ikke er bange for at bruge gassen som et våben mod landene. Det fik Ukraine at føle i januar måned 2009, da den russiske stat i samarbejde med energigiganten Gazprom 'reducerede' stærkt i mængden af gas på grund af formodning om, at Ukraine havde stjålet gas fra rørledningerne, der går igennem landet[54].

Efter at flere at de tidligere Sovjetstater har fået optagelse i NATO, og nogle søger om optagelse i EU og som sådan bevæger sig tættere og tættere på det europæiske fællesskab og derved væk fra den russiske indflydelsessfære, har Rusland måtte tage andre midler i brug end blot trusler om hård magt og sanktioner. Gassen er et fremragende våben til at lægge voldsomt pres på et land, hvis energipolitik er stærkt bundet op på den russiske gas. Da Vladimir Putin sad som præsident, fik han og en af hans nærmeste rådgivere, som også var administrerende direktør for gasfirmaet Gazprom i Rusland, lagt planer om en gasledning på bunden af Østersøen. Ledningen skal gå fra Vyborg, nord for Sant Petersborg til Greifenswald i nordøst Tyskland[55]. Denne ledning vil gøre det muligt for Rusland fortsat at buge gassen som et kraftfuldt våben mod sine nabostater og forstat sikre en konstant levering af gas til de store gasforbrugende lande i Europa så som Tyskland. Hermed kan Rusland øge sin magt over for de tidligere Sovjetrepublikker og modvirke deres forsøg på at søge indlemning i henholdsvis NATO og Europa Unionen.

Missilskjold.

USA har lige siden Den Kolde Krig ønsket sig et system, der kunne beskytte den vestlige verden, eller som minimum USA, fra interkontinentale atommissiler fra dets fjender. Det har længe kun været en drøm, og man har forsket i adskillige måder at gøre det på. Indledningsvis forsøgte man sig med forskellige typer strålevåben, hvorfra projektet fik sit kælenavn ”Star Wars”, men man gik senere over til at bruge avancerede missiler. Teknologien er nu så tilpas avanceret, at projektet sagtens kan lade sig gøre i virkeligheden.

Der skal dog opstilles et varslingssystem, der kan indikere, at et fjendtligt missil er blevet affyret, og derfor forsøger USA at få opstillet en række radarstationer verden over, som skal kunne detektere de interkontinentale missiler, allerede idet de forlader deres platform. De fleste af disse radarstationer skal placeres i vestlige lande og nogle gerne i tidligere Sovjetlande som Polen og Tjekkiet. Rusland har aldrig været henrykt over, at nogle af de gamle Sovjetstater kom med i NATO, da det ikke blot symboliserede en mere vestlig tilknytning og politik, men også de facto sikrede landene via Atlantpagtens artikel 5 mod nogen form for militær intervention, og derved følte Rusland sig endnu mere indelukket. De radarstationer, der skal stilles op i nogle af de samme lande for at varsle om alle missiler, der kommer øst fra Europa, gør, at Rusland føler sig endnu mere indskrænkede i deres militære manøvrefrihed, eftersom deres muligheder for offensiver bliver færre og færre. Det giver en voldsom påvirkning af magtbalancen.

Disse radarstationer, og systemet som helhed, skaber stor uro i den russiske regering, ikke blot på grund af den hæmning den lægger på den militære manøvrefrihed. Skjoldet anses også for at være en voldsom oprustning, som ikke blot bringer magtbalancen mellem USA og Rusland i fare, men også andre stater kan se deres magt mindskes over for mange af de Europæiske lande, som missilskjoldet også kommer til at dække. Denne forskubning i magtbalancen kan meget let opfordre andre lande til at opruste med henblik på at genoprette den oprindelige balance. Hvis denne oprustning ses som en aggression overfor den vestlige verden, hvilket den meget vel kunne, da det er meget sandsynligt, at oprustningen vil ske på et lavere teknologisk niveau, for eksempel kampvogne og fly, vil dette føre til endnu en oprustning fra den vestlige verden, og så er våbenkapløbet en realitet.

Den amerikanske administration argumenterede i 2007 for, at missilskjoldet ikke ville have nogen reel effekt på Rusland og deres magt. Argumenterne lød, at Rusland rådede over mere end 650 interkontinentale missiler og flere tusinde bomber, så det, at der bliver placeret 10 forsvarsmissiler i Polen, vil ikke have nogen effekt. Missilerne skal i stedet bruges for at holde slyngelstater som Iran og Nord Korea i skak[56]. Men skepsissen over for andre staters udtalelser ligger dybt i realismen, og Rusland pointerer også, at der hurtigt kan opstilles flere missiler i Europa, når baserne først er på plads, og at placeringen af baserne ikke er optimale, hvis man vil imødegå en trussel fra Iran, men at placeringen til gengæld er optimal, hvis man vil imødegå en trussel fra Rusland.

Ruslands fortsatte våbenindustri giver også et billede af, at de ikke har i sinde at nedtrappe den aggressive holdning til omverdenen. Fra nye torpedosystemer, som muligvis var skyld i Kursk ulykken i 2000[57] og fortiet af den russiske stat, til udviklingen af en ny, tung kampvogn, der blev offentliggjort i 2000[58], giver en tydelig indikation på, at det russiske militær ikke afventer at blive gjort til en supermagt via aftaler om samhandel og yderlige indlemmelse i den vestlige verden, men at den forbereder sig på at gennemføre operationer med henblik på at styrke landet med magt.

Rusland kan altså se magtbalancen skride på mange områder til USA og Vestens fordel. Det er især, de ellers så vigtige, atomvåbens pludselige manglende effekt, der skræmmer Rusland, og det kan give et voldsomt problem med de føromtalte gensidige START nedrustningsaftale der blev underskrevet i løbet af 1990'erne. Resultatet kan i sidste ende blive at Rusland ikke vil genunderskrive nedrustningsaftalen da de bliver nødt til at genoprette den oprindelige magtbalance, og derved er vi i igen i overhængende risiko for et nyt våbenkapløb og atom anarki[59].

Det eneste logiske respons fra Rusland ville ifølge realismen være enten at opruste, altså lave missiler der kan flyve hurtigere end de amerikanske, eller på anden måde sætte missilskjoldet ud af kraft

USA og Ruslands samarbejde i krigen mod terror.

Fjerde kapitel har til formål at belyse, hvorvidt USA og Ruslands samarbejder omkring terror, Ruslands tilgang til krigen mod terror, samt hvorfor udviklingen har haft lige netop den drejning. Her vil jeg bygge på det, jeg har analyseret mig frem til ved at se på de to amerikanske National Security Strategies, som beskrevet i kapitel to og Ruslands handlinger, som jeg har behandlet i kapitel tre.

Grundlaget for samarbejde.

De omtalte terrorhandlinger den 11. september 2001 i USA medførte en lang række omprioriteringer for mange lande i verden, da verdens eneste supermagts sårbarhed pludselig var meget synlig. Specielt for USA, som var målet for angrebene, betød det blandt andet en række fundamentale ændringer i forholdet til deres allierede og samarbejdspartnere. USA indså, at de blev nødt til at indgå aftaler og samarbejder med andre lande, som kunne være med at til at bekæmpe den meget store trussel, som terrorisme pludselig udgjorde. Der skulle indgås aftaler med de lande, der ville være med til at bekæmpe terrorisme aktivt, men også med dem, der kunne give et efterretningsmæssigt billede af hvad terroristerne foretog sig. Disse samarbejder skulle holdes så effektive som muligt og måtte ikke blive rutine eller uproduktive, da USA hurtigt gjorde det klart, at krigen mod terror ville blive en lang og svær kamp, og man derfor ikke måtte binde folk i stillinger, hvor der ikke var noget udbytte.[60].

Samarbejde mod terror.

Allerede i 1997 i Denver, USA, blev USA, Rusland og seks andre stater[61] enige om at skærpe tonen over for alle former for terrorisme verden over. Det var også ved den lejlighed, landene blev enige om ikke at give efter for terroristers krav og heller ikke handle med terrorister. Landene ville stræbe efter at ratificere den FN resolution fra 1996, der beskriver internationalt antiterror, og dette skulle skabe et fælles grundlag for et samarbejde om at støtte hinanden med blandt andet at afskrække terrorister fra at bruge ikke bare masseødelæggelsesvåben, men også elektronisk krigsførelse. Planen var landene også skulle udveksle informationer og teknologi til støtte for hinandens antiterrorenheder samt sprede dette samarbejde med andre lande[62].

USA's interesser.

USA interesser gik pludselig fra at have fokus på interne problemer og aftaler med Rusland, om at man skulle nedruste de dyre kernevåben, til at have mere fokus på terrorisme og internationalt samarbejde, som kunne dæmme op for denne pludselig meget nærværende trussel[63]. Interessen for at indgå aftaler og samarbejder med venner og allierede, især om efterretningsindhentning, politi og forsvar, kom i højsædet. USA følte sig nødsaget til at slå igen, og gerne hurtigt. Men hvem slår man igen på efter et terrorangreb. Angrebet kommer ikke fra en specifik nation, og det kan være ekstremt svært overhovedet at finde ud af, hvem der gennemførte og planlagde angrebet. Amerikanerne mente dog hurtigt, at det var klart at det var Osama Bin Laden og Al Qaeda-organisationen, der var ansvarlige. Man fandt oven i købet ud af, at Taliban-styret i Afghanistan husede ham, og dermed havde USA sit mål[64].

Resten af den vestlige verden støttede op omkring USA som, for en sjælden gangs skyld, stod som det store offer for et brutalt angreb. Men ikke kun USA's mangeårige allierede i Europa støttede dem, Rusland var også meget empatiske over for USA's situation og var også villige til at støtte landet. Kort efter gik USA ind i Afghanistan, og kort efter fulgte en koalitionsstyrke, International Security Assistance Force, også deployeret. USA havde altså ikke problemer med at få opbakning til deres brug af hård magt, og de kunne fokusere på deres mål, som i første omgang var at fange Osama Bin Laden og dernæst fratage Taliban styret i Afghanistan. Koalitionsstyrkerne i Afghanistan arbejder side om side med de amerikanske styrker, og det ser ud til, at USA får ret i, at det bliver en langvarig og svær krig, eftersom fjenden er utrolig svær at stedfeste og, trods det, altid nærværende i form af oprørere, som stadig er loyale mod Taliban.

Nu hvor krigen i Afghanistan nærmest er gået hen og blevet hverdag, retter USA sit fokus mod den langvarige løsning, aftalerne. USA har meget fokus på at fastholde og fortsætte de aftaler, der er indgået verden over, omhandlende samarbejde og sporing af terrorceller.

Ruslands interesser.

Meget af Ruslands primære fokus er fortsat lagt på at sikre stabilitet og økonomisk opsving internt i Rusland og genvinde indflydelse i de tidligere Sovjetstater. Det har især tidligere præsident Putin skabt et rigtig godt udgangspunkt for. Han fik på baggrund af en strategi om at indgå handelsaftaler med andre lande frem for at modtage støtte fra dem og derved skabe muligheder for russiske firmaer på et internationalt marked. Samtidig gjorde de stigende oliepriser at Putin kunne begynde at tilbagebetale hovedparten af Ruslands gæld[65].

Har de to lande fælles fodslag.

JAA

Dog har Rusland støttet ganske betydeligt til krigen i Afghanistan. USA bad russerne om tilladelse til at benytte gamle Sovjetiske baser og fik lov, dermed fik USA pludselig en anseelig militær styrke lige i Ruslands baghave. Russerne støttede også krigen ved at dele ud af de mange erfaringer, Rusland havde optjent i deres krig mod Afghanerne i 1980'erne, og russerne var ivrige til at dele ud af deres erfaringer med at kæmpe mod oprørere i Tjetjenien[66]. Russernes støtte til amerikanerne, og specielt omfanget af den allerede i de tidlige faser af krigen, var ganske overraskende. Rusland ville dog ikke bidrage med styrker til selve krigen, da det ikke ville skabe gode associationer hos afghanerne at se russisk militær tilbage i landet. Russernes fjende i den krig var nemlig den Nordlige Alliance som i dag er de soldater der kæmpede på koalitions side. Men russerne hjalp i stedet med at der blev lavet korridorer i det russiske luftrum for at kunne bringe humanitær nødhjælp ind til Afghanistan[67].

Efter angrebet i 2001 indså USA, at det måske var risikabelt at være så afhængig af energi fra mellemøsten, som de var. Cirka 51 % af alt olie brugt i USA blev før 2001 importeret fra lande i mellemøsten og kun 1% fra Rusland. I 2002 lovede præsident Putin, at Rusland kunne garantere en stabil forsyning af energi[68]

NEJ

På trods af at Rusland tilbød sin assistance kort efter, at USA blev angrebet i 2001 har den russiske regering flere gange handlet imod mange af USA's interesser. For eksempel besøgte tidligere præsident Putin, som den første russiske statsleder nogensinde, Nord Korea, et land, som ifølge USA indgår i ”the axis of evil”, og som gennem længere tid har gennemført prøveskydninger af missiler, der kan medbringe masseødelæggelsesvåben[69]. Det, at Rusland pludselig giver udtryk for et venskab med Nord Korea, som absolut ikke er inde i varmen ved USA, giver en klar indikation på, at Rusland på ingen måde har tænkt sig at danse efter den amerikanske fløjte. Det kan også ses som et modsvar på den manglende støtte, som russerne har følt fra amerikansk side, efter at russerne proklamerede, at de ville støtte USA i krigen mod global terror. Amerikanerne har nemlig ikke gengældt tjenesten ved at støtte Russerne i krigen mod de Tjetjenske oprørere, som russerne måske havde forventet[70].

Konklusion.

Her udledes svaret på problemformuleringen ”Hvordan har det amerikansk-russiske forhold udviklet sige siden 2001 og den amerikanske erklæring af Krig mod terror, og hvorfor lige netop den udvikling?”

Ud fra den realistiske tilgang til problemstillingen kan man se, at udviklingen i USA's National Security Strategies på mange områder har ændret sig fra at have fokus på, at verden skal sikres via samarbejde på tværs af nationer, og at ikke-statslige organisationer skal udbygges for at støtte op om demokratiseringen og overholdelsen af menneskerettigheder verden over, til at have fokus på hvordan hård magt skal bruges til at tvinge terrororganisationer og stater, der huser dem, til at overgive sig og holde inde med deres foretagende. Den er lige netop den udvikling, som realisterne mener, er helt rigtig, den hårde magt er det eneste, andre stater kan forstå og ikke-statslige organisationer kan alligevel ikke skabe resultater på den internationale scene, det er kun stater, der kan det. Derfor kan vi altså konkludere at USA, via National Security Strategy 2002, har vendt sig over imod realismen.

Den cykliske verdensgang, som realismen foreskriver, kommer til syne, hvis vi kigger på de russiske handlinger som beskrevet i kapitel 3. Her kan man se, hvordan Rusland er ved at genoptage handlinger og mønstre, som man ikke har set siden Den Kolde Krig, hvilket kunne indikere, at russerne vil til at have mere indflydelse i det europæiske område, ligesom de havde under Den Kolde Krig.

På trods af alle disse indikatorer, som peger på, at både USA og Rusland handler i tråd med den realistiske teori, går samarbejdet dog direkte imod denne påstand. Samarbejdet i krigen mod terror har bragt de to lande sammen på både et militært taktisk- og strategiskniveau. Det gør det nærmest umuligt for nogen af landene at holde militære hemmeligheder over for hinanden, samtidig med at Rusland har fået amerikanske styrker placeret voldsomt tæt på den russiske grænse. Det er modstridende med realismen, fordi at den beskriver, hvordan en stat og dets statsmænd altid skal søge at sikre landets suverænitet, koste hvad det vil. Det, at man så tillader, nærmest opfordrer, et land, der indtil for få år siden var den primære fjende, at opstille militære styrker tæt på egne grænser, er absolut ikke i realismens ånd.

(Der står i National Security Strategy 2002 at USA og Rusland har indgået en ny aftale, der binder dem til at skære ned på deres atomvåbens-arsenal, men realismen lægger ikke den store vægt på aftaler, men fokuserer derimod meget mere på, hvordan staten i virkeligheden handler, og her er et klart målepunkt, at USA er bakket ud af ABM aftalen som ellers skulle hindre brugen af masseødelæggelsesvåben.)

USA fandt ud af, at de blev nødt til at monitere, hvor terrororganisationerne befandt sig, og hvordan de opererede, men eftersom terrorcellerne ofte var spredt ud over flere lande, var det en meget svær opgave. Den eneste måde for USA at få et reelt og samlet billede var ved at indgå aftaler og samarbejder med adskillige lande om at dele efterretninger og andre oplysninger omkring terrorgrupperne i landenes nærområder. Men USA så ikke det som værende nok til at hindre gruppernes aktiviteter, man blev også nødt til at handle, og slå ned på dem, før de nåede at udføre deres aktioner.

Den russiske velvilje til at lade USA bruge tidligere sovjet baser, og i det hele taget at lade amerikanerne opstille en del af deres militære styrker så tæt på den russiske grænse er en håndsrækning og en tillidserklæring fra russisk side, som giver udtryk for, at Rusland er klar og villig til at samarbejde og udbygge forholdet til USA. Det er der mange i Rusland, der ikke mener, at amerikanerne har forstået, eller sat tilstrækkelig pris på, og de er derfor af den opfattelse, at amerikanerne ikke selv er samarbejdsvillige og kun drager nytte af andre uden selv at give noget tilbage. Denne holdning er selvfølgelig yderst uheldig og problematisk, og neo-liberalismens ideer om at udbygge samarbejder virker naturligvis kun, hvis begge partere er forberedt på at gøre det.

Man kan udlede at krigen imod terror har bragt USA og Rusland sammen på flere punkter, også punkter som det var utænkeligt, at de samarbejdede om for bare ti år siden, men disse samarbejder har også været grundlag for nye og dybe kløfter mellem de to lande. Man kan næsten sige at landene mødes og samarbejder på nye steder for bare at modarbejde og skabe splid mellem hinanden på andre områder.

(Ud fra den neo-liberalistiske teori er tanken om at indgå fællesskaber, om at dele information og efterretninger en rigtig god ide. Neo-liberalisterne ser kun fordele ved at indgå samarbejder og derved skabe interdependens mellem stater. Desto større afhængighed stater har til hinanden, desto mindre risiko er der for at de vil indlede konflikter mod hinanden. Dog er hele ideen bag forebyggende angreb stik imod den neo-liberalistiske tanke, anvendelsen af hård magt er den absolut sidste udvej for neo-liberalister og skal for alt i verden undgås. Det er også et problem, at ikke-statslige organisationer ikke indtænkes mere ind i planen for at imødegå terrorisme, eftersom de spiller en lige så stor rolle i det internationale samfund, som staterne gør.)

[1] Kennedy-Pipe, Caroline og Welch, Stephen - ”Russia and the United States after 9/11” p. 282

[2] Kennedy-Pipe, Caroline og Welch, Stephen - ”Russia and the United States after 9/11” p. 284

[3] Kennedy-Pipe, Caroline og Welch, Stephen - ”Russia and the United States after 9/11” p. 287

[4] Arbatova Alexandroca, Nadia – “Russian – Western Relations after 11 September: Selective Cooperation versus Partnership (a Russian View)” p. 156

[5] Robert Jackson & Georg Sørensen: International Relations, p. 60

[6] Hans Branner: Global politik, p. 88

[7] Morgenthau. J. Hans: Politics among nations – the struggle for power and peace, fifth edition 1973 s. 29

[8] Roberts Jackson og Georg Sørensen: Realism, - Introduction to international relations – Third edition s. 60

[9] Poul Ole Schultz: Internationale Organisationer, staternes redskaber, p. 75

[10] Robert Jackson & Georg Sørensen: International Relations, p. 43

[11] Thomas, E Richard (PRODUCTION EDITOR) – “Environmental Change & Security Project Report”. Woodrow Wilson International Center for Scholars. Issue NO. 9 – 2003. p 19

[12] “[…] promote the prosperity and well-being […]”

[13] NSS 1998, p 5

[14] NSS 1998, p 5

[15] NSS 2002, p 1

[16] NSS 2002, p 1

[17] “[…] these principles are right and true for all people […]” NSS 2002, p 3

[18] NSS 2002, p 3

[19] NSS 2002, p 3

[20] NSS 2002, p 4

[21] NSS 1998, p III

[22] NSS 1998, p 3

[23] NSS 1998, p 7

[24] NSS 1998, p III

[25] NSS 1998, p 7

[26] NSS 2002, indledning p 2

[27] NSS 2002, indledning p 1

[28] NSS 2002, indledning p 3

[29] NSS 2002, p 5

[30] NSS 2002, p 5

[31] NSS 2002, p 5

[32] NSS 2002, p 6

[33] NSS 1998, p 12

[34] NSS 2002, p 6

[35] NSS 2002, p 15

[36] NSS 2002, p 16

[37] NSS 1998, p 2

[38] NSS 1998, p 38

[39] NSS 1998, p 39

[40] NSS 1998, p 9

[41] NSS 1998, p 11

[42] NSS 1998, p 10

[43] NSS 1998, p 16

[44] NSS 1998, p 34

[45] NSS 1998, p 41

[46] NSS 2002, p 26

[47] NSS 2002, p 18

[48] NSS 2002, pp 26

[49]

[50] Rumer, Eugene – “Russian foreign policy beyond Putin”. Routledge 2007 , p. 14 ff

[51] Rumer, Eugene – “Russian foreign policy beyond Putin”. Routledge 2007 , p. 14

[52] http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2007/10/30/122716.htm

[53] Rumer, Eugene – “Russian foreign policy beyond Putin”. Routledge 2007 , p. 27

[54] Larsson, Robert – Hedenskog jakob: Russain leverage on the CIS and Baltic states. (06-2007) P. 76 http://www2.foi.se/rapp/foir2280.pdf

[55] Bilag 1

[56] http://www.information.dk/148360

[57] http://ing.dk/artikel/34155-kursk-saenket-af-russisk-krydser

[58] http://www.military-today.com/tanks/t95.htm

[59] http://www.information.dk/148360

[60] NSS 2002, p 28

[61] Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien og Tyskland

[62] NSS 1998, p 16

[63] Holm, Hans-Henrik – ”11. september og dagen derpå” p 5

[64] Holm, Hans-Henrik – ”11. september og dagen derpå” p 3

[65] tu, Ko – ”Russia's Choice of Alliance: Balancing or Bandwagoning?” in Iwashita Akihiro (ed) – “Russia and its Neighbors in crises Vol. 1” 2007, p 153

[66] Sagtu, Ko – ”Russia's Choice of Alliance: Balancing or Bandwagoning?” in Iwashita Akihiro (ed) – “Russia and its Neighbors in crises Vol. 1” 2007, p 156

[67] Arbatova Alexandroca, Nadia – “Russian – Western Relations after 11 September: Selective Cooperation versus Partnership (a Russian View)” 2002, p 156

[68] Sagtu, Ko – ”Russia's Choice of Alliance: Balancing or Bandwagoning?” in Iwashita Akihiro (ed) – “Russia and its Neighbors in crises Vol. 1” 2007, p 154

[69] Sagtu, Ko – ”Russia's Choice of Alliance: Balancing or Bandwagoning?” in Iwashita Akihiro (ed) – “Russia and its Neighbors in crises Vol. 1” 2007, p 149-150

[70] Sagtu, Ko – ”Russia's Choice of Alliance: Balancing or Bandwagoning?” in Iwashita Akihiro (ed) – “Russia and its Neighbors in crises Vol. 1” 2007, p 151

Please be aware that the free essay that you were just reading was not written by us. This essay, and all of the others available to view on the website, were provided to us by students in exchange for services that we offer. This relationship helps our students to get an even better deal while also contributing to the biggest free essay resource in the UK!